Kategoriarkiv: Tip

Den strøgne mellemmad

Man skal nok være min mors datter for at forstå det her.

Men i dag kom jeg så sent hjem fra arbejde, at jeg var ved at rådne op af sult. Jeg havde spist frokost kl. 12, og kom først hjem klokken 21.20 efter at have købt ind.

Børnene er deponeret i “Bedstes Kennel kolonihavehus“, indtil skolen starter i næste uge, så det var kun mig, der skulle spise. Maskinmesteren havde tanket hos McD, og hvis ikke jeg skulle forvandle mig til en skrigende nazgul, så skulle det virkelig gå stærkt med det mad.

I Netto kom jeg i tanke om en af min mors kulinariske besynderligheder – kendt fra barndommen: “Den Strøgne Mellemmad”. Det var da sådan en, jeg skulle ha’, når jeg kom hjem.

En strøgen mellemmad er i princippet en toast med ost. Vi havde bare ingen toastmaskine, da jeg var barn. Vi brugte strygejernet. Madderne blev først pakket ind i sølvpapir. Ellers ville strygetøjet blive ret underligt efterfølgende. Den indpakkede mellemmad blev herefter strøget på begge sider, indtil den begyndte at knitre. Så var osten nemlig smeltet, og madden var helt flad.
Når det virkelig skulle gå stærkt, brugte vi en varm kogeplade og et fladt grydelåg. I dag foregik sådan her:

strøgen mellemmad

Noget af det allermest upraktiske er, at sølvpapiret indimellem brænder fast på brødet, hvis man har for meget varme på. Det skete også for mig i dag, så jeg stod der med fråde om munden, mens jeg desperat forsøgte at pillede sølvpapir af – stykke for stykke. Men det var det hele værd. For smagen… Jamen, det er jo min barndom.

En strøgen mellemmad smager overhovedet ikke som en almindelig toast. Brødet er blødt og svampet – ikke ristet. Og osten er helt flydende. Ah zen. Men som sagt, man skal måske være min mors datter for at forstå det. Lidt brændt er den jo også.

strøgen mellemmad

Madpakker for dovne mødre

Jeg er nødt til at komme med en indrømmelse. Måske kom jeg til at pudse lidt for meget glorie, da jeg skrev om mit behov for at smøre madpakker til børnene.  Jeg fremstod vist som en englemor, der smører klidboller og kæler med hvert eneste stykke økologisk kyllingepølse, der bliver lagt ned i madkassen til arvingerne.

Hvis jeg er kommet til at give det indtryk. Så beklager jeg. Jeg løj.

Faktum er, at jeg førhen stod hver aften med øjeposer i pathøjde, mens jeg uengageret klaskede noget rugbrød sammen om noget pålæg og kaldte det en madpakke, mens jeg trøstede mig ved tanken om, at det trods alt ikke var sten og brødkrummer, jeg sendte børnene ud i skoven i skole med.

En aften beklagede jeg mig til min kloge mor: ”Jeg får aaallldrig noget aftentid for mig selv – fordi jeg står og smører madpakker til hele familien til kl. 21.30 hver aften. Jeg er traaaaaat!”

Hvortil min mor afslørede en dyb hemmelighed for mig: ”Jamen, hvorfor gør du ikke bare lige som jeg gjorde, da du var barn? I weekenden smurte jeg 10 madpakker og frøs dem ned. Om aftenen skulle jeg bare hive en til os hver fra frys til køl, så var de klar til dagen efter.”

”WUT?!! Jamen MOR?! Vil det sige, at jeg er opflasket med fesne, frosne madpakker? Helt ærligt?!”

Det er jeg så. Jeg husker nu mine madpakker som gode. Og som en hilsen fra mor.

Men jeg var stadig skeptisk. Så jeg testede det. Smurte en enkelt madpakke efter min mors anvisninger. Remo og mayo skal UNDER pålægget. Og ingen rødbeder, agurker osv. Det må du lægge på, når de er tøet op.” Nuvel.

masseproduktion madpakker

Bemærk dødssynden. Remoulade OVENPÅ fiskedellerne. Dumt. Smagen er fin, men remoulade og mayonnaise får en kedelig synlig konsistens, når det fryses. Men det smager som det skal.

I dag har jeg overgivet mig totalt: Mor, du har ret igen! Optøede madpakker holder 100. Man kan ikke smage, at de har været frosne. Trust me.

Så når jeg står der og hvæser af mit barn, der uskyldigt beder om lov til selv at prøve at smøre madpakke. Så er det naturligvis for at skjule, at jeg bare går ud og river en pakke op ad fryseren, pynter med lidt rødbeder og agurker. Skræller en gulerod eller smider lidt rosiner i kassen. Og voilá: Madpakker til både mand, mig selv og børnene.

madpakker klar til frost

Og så betyder det, at jeg kan sidde her i min bloggrotte og hyggeskrive i stedet for at smøre madder.

Ps. Maskinmesteren smører gerne madpakker. Mandepakker. Fire halve med leverleif. Ingen frugt – måske en kvart agurk – hvis han kan finde den i køleskabet. Derfor: Han hælder træpiller på og renser fyret. Jeg smører madpakker. Det’ bedst.