Kategoriarkiv: sundhed

Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

Jeg har været fraværende. Undskyld. Men der er simpelthen sket så meget på det seneste, at jeg ikke har kunnet følge med. Noget af det, der har fyldt mest, er min mormor.

Momse har fået et par små blodpropper i hjernen og har været indlagt – hjemme – indlagt – og hjemme igen. Ikke noget, der har taget livet af hende (7-9-13). Men når man bliver 98 år lige om lidt, så er en ny dag altså ikke givet på forhånd.

Min mormor har altid været mit store idol. Hun er ganske enkelt den sejeste madamme, jeg kender, og hun er også et af de mennesker, som har haft størst indflydelse på mit liv. Så når der er noget galt med Momse, så er der også noget galt hos mig.

Hun er kommet hjem fra sygehuset nu, og hun har accepteret, at hun er nødt til at tage i mod den hjælp, hun kan få – bl.a. får hun nu aftensmaden leveret, så hun ikke længere behøver at kokkerere hver aften.

Hendes balance er helt i skoven, så efter den første blodprop måtte hun forbi Marselisborg Hospital for at blive genoptrænet. Her stak de hende en rollator, som de mente, hun skulle lære at bruge. Men det passede ikke rigtig damen. Hun mente, at de havde givet hende Aldi-modellen, der hele tiden trak til højre, så hun bragede ind i både møbler og medpatienter.

Da jeg besøgte hende på Marselisborg betroede hun mig, at hun altså tog stokken, når hun skulle på toilettet, for rollatoren var noget så bøvlet. Og så fnisede hun som en teenager, der havde brudt skolens regler. Se.

Momse fniser

Men hun synes ikke, det er så sjovt, når krop og hoved ikke helt er, som det bør være. Og hun har sagt nej tak til genoplivning, hvis hun skulle falde om – og det kan jeg faktisk godt forstå.

– Jeg vågner jo ikke op til en ny og bedre krop. Fra nu af går det kun én vej, siger hun. Og det er ret svært at argumentere i mod. I hvert fald over for en 97-årig.

Jeg har sagt til hende, at hun har min velsignelse til at dø, når det passer hende. Selv håber hun, at hun bare går i seng en nat og glemmer at vågne igen. Og det kunne jeg godt unde hende – selvom jeg har svært ved at forestille mig tilværelsen uden Momse. Her til jul lærte hun mig at vride og koge klejner. Der er 1.000 ting, jeg gerne ville nå at lære af hende.

Momse og jeg har kogt klejner

Hun sagde en gang: ”Det er ingen sorg, når et gammelt menneske dør- mæt af dage. Man må gerne savne, men der er ingen grund til at sørge”.

Det skal hun nu ikke bestemme, men der er lidt om snakken. Savnet forsvinder nok aldrig – men taknemmeligheden over at have haft sådan et prægtigt menneske i sit liv, skulle gerne være det, der fylder mest, den dag hun er væk.

Heldigvis er hun her endnu. Og i morgen vil jeg tage ind og drikke en kop kaffe med hende.

 

 

Alle burde have en healer-hue

Jeg har altid hue på, når jeg er syg. Det er som om, det hjælper lidt at blive varmet om issen, når man har ondt og er sølle. 

I lang tid var det blækspruttehatten, jeg brugte, når jeg havde hovedpine eller havde influenza.  Men Maskinmesteren er ikke ret glad for blæksprutter, så min søde Momse på 97 tilbød venligt at strikke det hun kalder en “lue” til mig af noget restgarn. 

Det er derfor, jeg har set sådan her ud de sidste par dage. 

 
Men jeg føler mig sådan her:

  Det stikker i min hals, i mit hoved og mine ører. Desuden lyder jeg som de to storrygende tanter fra Simpsons. Ynk! Ynk! Ynk!  

Håber virkelig det her snart går over. 

Har du rent blod i posen?

Jeg vinder små sejre for tiden. Forleden skulle jeg give blod for første gang siden jeg blev opereret første gang. Blodbanken har ringet og bedt mig komme til tapning flere gange i den mellemliggende periode, hvor jeg har forklaret dem, at jeg skulle opereres eller lige var blevet det, og så må man ikke give blod. Jeg har også fortalt dem, hvad jeg skulle opereres for, og blodbanken har bare sat mig på stand-by så længe.

Så det var lidt en sejr at skulle tappes forleden. For det betød, at jeg ikke skulle opereres mere. At jeg var “hel”.

Foto: Blodonorerne i Danmark

Foto: Blodonorerne i Danmark

Jeg udfyldte spørgeskemaerne og troede, at jeg var klar til at blive tappet, da sekretæren fortalte mig, at hun ikke mente, at jeg måtte give blod, når jeg har stomi. Det kom noget bag på mig. Hun fik fat i en læge, som kom ned og forklarede mig, at det kunne man altså ikke, fordi man havde nogle flere bakterier, når man havde en åbning i huden, og der var fare for at man kunne overføre et eller andet til de syge modtagere af blodet.

Jeg sagde til hende, at som jeg så det, så har alle mennesker en til flere åbninger i huden. Den eneste forskel på mig og alle andre er, at deres åbning sidder bagi – min sidder på maven. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvorfor det skulle gøre mit blod anderledes end deres.

Men hun stod fast på sit. Og så stod jeg der. Og blev rigtig, rigtig ked af det. Fordi jeg i forvejen havde oplyst Blodbanken om, at jeg skulle have stomi, og de havde aldrig nævnt at det skulle være problematisk. Men også fordi jeg følte mig frasorteret, som et dårligt æble. Dur ikke. Fuld af bakterier. Uren. Helt ærligt?! Mit røvhul er blevet flyttet, that’s it. Hvor farligt kan det være?! Lægen tilbød mig biografbiletter for min ulejlighed, hvilket helt sikkert var velment, men blot gjorde det endnu værre. Jeg ville ikke i biografen. Jeg ville have lov til at give blod.

Foto: Bloddonorerne i Danmark

Foto: Bloddonorerne i Danmark

Så jeg sad og græd lidt, mens jeg ventede på at  blive fragtet tilbage på arbejde igen. Jeg var virkelig ked af det. Men egentlig også sur. Og totalt uforstående.

Jeg kontaktede Bloddonorerne i Danmark for en forklaring. Jeg kunne nemlig ikke finde noget sted på deres liste over karantæneregler, hvor der stod, at man ikke kunne være donor og have stomi samtidig. Jeg talte også med formanden for stomiforeningen COPA, som kun havde hørt, om folk, der ikke må give blod, hvis deres stomi skyldes fx en tarmsygdom eller infektion. Almighty Google havde heller intet svar.

I dag blev jeg så ringet op af en overlæge fra Blodbanken, som umiddelbart virkede mystificeret over afvisningen. Han fik adgang til min journal – og selvom han ledte, kunne heller ikke han finde nogen fornuftig grund til, at jeg ikke må give blod. Han lovede at få mig tilbage i kartoteket – og 20 minutter efter vores samtale, blev jeg ringet op og bedt om at komme til tapning igen.

Jeg kan godt lide at få min vilje. Tak. Eller…tap.

Om at vende vrangen ud på sig selv

Advarsel. Klamt indlæg. 

saft og bolsjerSort kaffe, saftevand og bolsjer. Det var min kostplan hele dagen i går.

Jeg skulle renses totalt ud, inden jeg skulle have foretaget en koloskopi (kikkertundersøgelse i tarmen) i dag.

Men det var egentlig ikke det værste. Det værste var det her:

Afføringsmidler


Phosphoral. Verdens vildeste afføringsmiddel. Det må være det,  Jim Carrey putter i sin vens kaffe i filmen Dum Dummere. Det er uden tvivl det ækleste, jeg nogensinde har smagt. Det er som at drikke flydende salt tilsat lime.  Jeg var så tæt på at knække mig i flere timer bagefter.

Men det er effektivt. Hold da op. Mit badeværelse fik fregner.

I dag var det så tid til undersøgelsen, og min meget søde veninde, som er social- og sundhedsassistent havde lovet at køre mig ind på sygehuset. Hun havde også spurgt, om hun måtte komme med ind og se det. Bare sådan af faglig, småpervers interesse. Så længe det er fagfolk, så er jeg ligeglad. Hun var mere end velkommen.

Og det var faktisk rart at have hende med. Vi måtte vente en god time på at komme til, og kedsomhed giver ofte anledning til inspiration og kreativitet. Eller bare tåbelig adspredelse:

Ventetid

Men jeg kom til. Fik lagt et drop i hånden og blev beroliget med, at “jeg bare skulle sige til, så ville jeg få noget afslappende”. Jeg var lige ved at råbe “til”, da lægen hev noget frem, som lignede et svejseværk, som han tilsyneladende havde tænkt sig at stikke ind i maven på mig.

Men jeg besluttede mig for at være tapper og give det en chance.

Jeg holdt i tre minutter.

Konklusionen på undersøgelsen blev, at min tarm er noget snoet, og at stomien efter al sandsynlighed vil fungere bedre, hvis jeg får klippet en halv meters penge af tarmen. Så det bliver næste og forhåbentlig aller-aller-aller-aller-sidste operation i denne her føljeton. Til gengæld er det en lille operation, der kan klares med kikkert og ikke kræver ret lang rekonvalens.

Jeg G-L-Æ-D-E-R mig til det her cirkus er overstået.

Undskyld, vil du se mig i måsen?

Afdeling P280 her på sygehuset er på mange måder et bizart sted. Fx er stor interesse i bæ, bræk, materie, mavesaft og andre ulækre sager. Sygeplejersker i alle aldre går fuldstændig upåvirkede rundt med kander fulde af tis og ting, jeg helst ikke vil vide, hvad er.
20131124-214025.jpg

De roder interesseret i stomier og skyller materie ud af bylder og fistelgange. Fuldstændig grotesk. Men også respektindgydende. Jeg kan ikke en gang holde ud at se, når de tager en blodprøve, så de kvinder – og de få mænd, som arbejder her, imponerer mig sgu.

P280 er også stedet, hvor nogle ret barokke samtaler finder sted – helt naturligt. I dag var jeg fx i bad og havde aftalt et sårtjek med en sygeplejerske, når jeg nu alligevel stod der splitter Hans-Jørgen.
“Hej, vil du lige komme ud og kigge mig i måsen?”
“Ja, det kan du tro, jeg vil. Jamen, det er da så flot. Det er helt elegant, det der”.

Og således beroliget kunne jeg hoppe i rene hvide klæder.

Jeg forventer at blive udskrevet i morgen. Sandra siger, at hun har “mor-ve”, og jeg glæder mig ærligt talt også til at komme hjem og være ubrugelig der – fremfor her.

I går blev jeg ramt af en helt ustyrlig trang til sushi. Jeg kan godt lide det, men jeg har har aldrig oplevet sådan en craving for det før. I dag kom min søde kusine Mie, så med et redningskit fra Sota Sushi i Aarhus. Så kan man ikke bede om mere, vel?

20131124-212644.jpg

Et arbejdsløst røvhul mindre

20131121-204426.jpg

(Advarsel: indeholder ulækre fødsels-, røv og underlivsting)

Selvom det ikke er noget, der er særlig fint eller lækkert at skrive om, så kan jeg umuligt skrive en blog om, hvad der foregår i mit liv, uden at komme ind på, hvorfor jeg i øjeblikket ligger her på sygehuset for 5. gang på fire år. Sagen er den, at jeg har fået lukket røven.

På lidt pænere dansk har jeg fået “fjernet endetarmen”. Jeg har ikke noget at bruge den til, for jeg har allerede stomi. Jep. En skidesæk på maven. Den sidder der, fordi jeg gik fuldstændig i stykker, da jeg fødte mine piger i 2005. De var begge stjernekiggere og pænt store – taget i betragtning af, at de var to. (3260 + 3470 gram) og de havde ikke til sinds at forlade min krop frivilligt. Så jordemoderen tog sugekoppen i brug og ud kom to velskabte tøsebørn. Desværre holdt moren ikke til belastningen – hun sprak totalt. Men det er der jo råd for. Nål og tråd blandt andet.

Prøv en brochure om knibeøvelser
En del år efter lykkes det mig efter flere forsøg at overbevise lægerne om, at der altså var noget helt galt i mit underliv. Når jeg forsøgte at holde en prut inde, kom den glad og frejdigt ud af det forkerte hul i stedet.

”Det, du beskriver, sker kun for kvinder i udviklingslande. Du skal bare lave nogle knibeøvelser. Her er en brochure om det”, sagde den første læge på Horsens Sygehus, som undersøgte mig uden at finde noget.

En snor i røven
Men til sidst var det ulideligt – og jeg insisterede på at blive undersøgt af nogen, der rent faktisk havde forstand på det. Og det har Steen Buntzen fra Analfysiologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital. Han smed mig i fuld narkose, og da jeg vågnede igen, forklarede han tilfreds, at han havde fundet årsagen. Og sat en snor i.

”En snor? Har jeg en snor i røven?!”
”Ja. En Seaton-tråd. Den skal fungere som dræn indtil vi kan operere. Du har en fistel. Det er en slags indre tunnel, som er opstået mellem endetarm og skede. Sikkert i forbindelse med syningen efter fødslen”
”En snor… Så hvis jeg kommer til at trække i den, så spræller jeg?”
”Hæ. Det håber jeg ikke. Vi kan operere dig om tre måneder.”

Og det var begyndelsen på en lang og kedelig sygehistorie, som jeg nok skal spare jer for. Men faktum er, at fistler er noget fanden har skabt – og selvom Buntzen & Co er blandt de dygtigste i landet til at håndtere sådan noget, så er jeg efterfølgende blevet opereret fire gange, fordi fistlen ikke vil forsvinde. Anden gang anbefalede Buntzen, at jeg fik anlagt en midlertidig stomi, så der ikke kom ”output” forbi og forurenede såret. Og det har jeg faktisk været glad for.

Forestil dig at få måsen skåret op og syet sammen igen og så skulle ud og skide efterfølgende. Ikke rart, vel?

Posedame for life
Det var sådan, jeg blev posedame i en alder af 35 år. Efter fire forsøg på at lukke hullet, har jeg nu taget beslutningen om at få fjernet hele mit arbejdsløse røvhul. Det vil med garanti fjerne fistlen, men det betyder også, at jeg er posedame for life, hvor det før blot var midlertidigt.

“Er det ikke træls med sådan en pose?” Spurgte en af mine kolleger forleden.
“Næh. Om dit røvhul sidder det ene eller det andet sted, kan vel i princippet være lige meget. Bare det virker,” svarede jeg.

Jeg har aldrig skjult, at jeg har stomi, for hvis jeg forsøger, så skal den nok gøre opmærksom på sig selv. Tro mig.

20131121-205353.jpg

Farvel Talje

Det er tydeligt, at Kate Moss aldrig har smagt maskinmesterens hjemmerørte mayonnaise. For hvis hun havde, så havde hun aldrig sagt: “Nothing tastes as good as skinny feels”. Eller måske var det derfor, hun helgarderede sig ved at tilføje: “you try and remember but it never works”.

Hvis jeg havde ambitioner om nogensinde at se min talje igen, så var det inden, jeg smagte Tomas’ hjemmerørte hvidløgsmayonnaise. Suk. I’m doomed.

I denne weekend fik vi besøg af min far og hans kæreste, så der røg en monster-kæle-kylling fra Allégården i bøssetønden. Allegårdens kyllinger er uforlignelige. Det er dyrevelfærd + kvalitet = god madkarma. Efter megakyllen havde været i kærlig behandling hos maskinmesteren, blev den til pulled chicken. En gudespise. Intet mindre.

For at være med i det experimenterende køkken forsøgte jeg mig med en ny opskrift på burgerboller, som faktisk blev gode! (WTF?!!) Prikken over i’et kom i form af Tomas’ idé om selv at lave hvidløgsmayo. Nu hvor jeg har smagt den, forstår jeg bedre, hvorfor Price-brødrene nærmest bliver vrede på folk, der ikke selv laver mayonnaise. Det er nemt (så det ud til), og smagen er helt forrygende.

Jeg håber også, at maskinmesteren har forståelse for, at så længe han laver den slags, så kommer han aldrig til at vågne op ved siden af en, der ligner Kate Moss. Hvis han gør, så dypper jeg også hende i hvidløgsmayo og æder hende!

20131110-220526.jpg

Arrhhhmmmen, det kan jo spises til alt. Her en lille uforvarende brødskorpe, der pludselig blev til en fest…