Kategoriarkiv: Død

Lad de små børn skræmmes af mig

Jeg har sjældent haft så mange ting om ørerne, som i disse dage. I løbet af weekenden har vi afholdt Halloweenfest for Sandras klasse, været på familiebesøg i Ebeltoft og givet den gas til 35 års fødselsdag i Outlaw. Pyh!

Men Halloween-festen for 3. C, som Forældrerådet holdt i fredags, blev et brag. Vi havde forberedt en klam menu, pyntet op i klassen og planlagt et uhyggeligt Halloweenløb, der med sikkerhed ville freake ungerne ud.

monstermadDe mødte op i fantasifulde udklædninger og var spændte til bristepunktet over, hvad der mon skulle ske til festen.

Da de havde spist deres hjernemasse med maddiker, læste jeg en Halloweenkagergyserhistorie op for dem. Jeg havde selv skrevet den og var lidt i tvivl om, hvorvidt den var for uhyggelig for en flok 9-årige. Tomas synes, den var forfærdelig og helt uegnet for mindreårige.

Kort fortalt handlede den om en videnskabsmand, Dr. Burian, der eksperimenterede med strøm for 200 år siden i vandtårnet i Hovedgård. Ved et uheld kom han til at slå sin datter ihjel i et af sine eksperimenter, hvilket gjorde ham så afsindig af sorg, at han sprang ud af vandtårnet med hendes døde krop i armene. Og siden da har han spøgt i byen – ude af stand til at finde hvile.

Ideen var, at klassen skulle hjælpe den stakkels Dr. Burian med at finde fred for sin ugerning, hvilket var startskuddet til en række opgaver, de skulle løse. Bl.a. skulle de finde datterens forsvundne ejendele i grydefuld klistret spaghetti o.s.v.

Til sidst skulle de bare finde Dr. Burian.  Han blev hvert år set vandrende hvileløst rundt i byen omkring Allerhelgensaften, så børnene måtte udenfor og lede i mørket. De voksne holdledere, som gik med rundt, havde ikke hænder nok og børnene holdt sig tæt til dem i deres søgen efter den afdøde videnskabsmand. Jeg har aldrig i mit liv hørt 20 børn skrige så højt, som da en af de medvirkende mødre sprang brølende frem foran flokken iført dødningemasken på dette monsterselfie: Mand, hvor blev de bange.

monstre

Jeg stod forklædt som den ulykkelige, Dr. Burian i hvid kittel og gummikranie et legehus, der var omgivet af gravlys. Der var ingen børn, der havde lyst til at gå hen til legehuset og kigge ind. Men de overvandt sig selv, og måske hjalp det, at de kunne genkende mine sko under udklædningen. Da missionen var løst, og Dr. Burian sendt afsted til Vorherre, var det tid til halloweenkager, popcorn og slush ice.

Sandra synes historien om videnskabsmanden var hæslig, fordi pigen døde – og jeg var nødt til at forklare hende mere end en gang, at historien bare var noget, jeg  havde fundet på, og at der aldrig havde boet nogen i vandtårnet i Hovedgård.

Men det var en totalt fed aften – både for børn og os voksne. Vi fik også taget et nyt klassebillede:

monster klassebillede

 

 

 

 

 

 

 

Bedst udklædt var Andreas far, der troppede op som Nosferatu. Fandme uhyggelig var han.

Nosferatu

Oh, at være en røvtræt høne

For lidt over en måned siden købte vi jo de 18 smukke, nye høns og satte dem sammen med de to gamle. De gamle var ved at være pænt affældige at se til. Det tærer på kroppen at producere så mange æg – især så store æg som dem, de gamle laver. Jo ældre hønen er, des større æg lægger den. Forskellen på æggene fra de nye og de gamle er nærmest latterlig.

æggestørrelser

Den ene af de gamle høner måtte desværre lade livet for en uges tid siden. Den ville ikke med udenfor og sad blot på pinden i hønsehuset, pustede sig op og lukkede øjnene. Tydelige tegn på at en høne ikke har det godt. Det blev Maskinmesteren, som gav den et næstekærligt hug med øksen, og så var der kun én af de gamle tilbage.

Den sidste Grand ol’ Lady har det stadig godt og falder nemt ind i gruppen af de unge hønniker. Faktisk ville man have svært ved at pege den ud fra de andre – undtagen, når den vender ryggen til.

hoenseroevNu er det jo ikke pænt at sige, men den ikke bare ligner – nej den har vitterligt en røv, der er træt af at skide. Men nu har den jo også efterhånden lagt noget, der ligner en 400-500 æg i sit liv – og så må man egentlig godt gå og se lidt træt ud bagi.

Livsfilosofi i hønsehøjde

Jeg er ked af det, men Ordgylle fra Outlaw er ved at blive en rigtig hønseblog. Læsere med had til høns kan springe fra her. På et eller andet tidspunkt, skal jeg nok overveje at skrive om noget andet, men ikke lige nu.

Hønsene gør mig i godt humør. Da jeg kom hjem fra en min grandonkels bisættelse i Hjallerup i dag, trængte jeg til at sidde lige så stille og samle tankerne lidt. Maskinmesteren foreslog, at vi tog en god øl, et par glas og to havestole med om i hønsegården, hvor vi så kunne sidde og sludre lidt. Og det gjorde vi.

ølstund

Men damerne havde lidt andre tanker om det. Først gav de Tomas den helt store pedicure ved at pikke ihærdigt på hans træsko. Et kort øjeblik overvejede vi at åbne et center for fodbehandling med hønsespa, hvor man kunne stikke fødderne ned til en flok doktorhøns, som så ville pikke hård hud af fødderne.

Hønsespa

Da de forsøgte sig med mine træsko, samlede jeg en af dem op til en lille snak om meningen med livet set fra et hønseperspektiv.

Det tænkte jeg faktisk over i kirken til bisættelsen i dag, for min gamle grandonkel, som var et lunt, nøjsomt, positivt og redeligt menneske havde dette fine valgsprog: “Kunsten ved livet er at være tilfreds med det, man har”. Det kom fra en mand, som ved Gud havde taget en god del af de tæsk, livet indimellem byder på. Alligevel havde han altid formået at komme op til overfladen igen i kraft af sin bemærkelsesværdige evne til at værdsætte de gode ting, livet også havde givet ham. Da jeg så på hele den store flok af børn og børnebørn, som var en del af hans nærmeste familie, kunne jeg godt forstå ham. Der var mange gode mennesker og meget godt i hans liv.

Det lod til, at hønen på mit skød delte hans valgsprog. Hun virkede svært tilfreds med det, hun havde. Og for hende var det ingen kunst. Det var sådan det var. Men det er jo også nemt at mene, når man er sådan en ualmindeligt priviligeret høne.

Hønsesnak

Hun blev længe på mit skød. Indimellem kiggede hun mig så indgående i øjnene, at jeg var bange for at hun ville pikke et af dem ud. Men så hoppede hun ned til de andre travle damer, for at snuppe sig en godnat-bille, inden sovepinden kaldte.

Små glæder gør også lykke.

Bob er død

Forleden fik vi for en kort stund en ny fugl i huset, som kom til at hedde Bob. Bob var en solsorteunge, som i et anfald af letsindighed var hoppet ud af reden og lige ned i gabet på genboens kat. Men katten nåede knap at smage på ham, før Senada, som ejer katten, kom brølende ud og reddede Bob ud af kattens kløer.

Bobs solsortemor var over alle bjerge, og Senada, der er et ejegodt menneske, ringede til mig for at spørge om vi evt. ville hjælpe med at passe Bob. Og det ville vi selvfølgelig gerne.

Sandra øjnede straks chancen for at få den fugl, hun altid har ønsket sig. For meget kan man sige om hendes undulat, Weasley, men han bliver aldrig nogen kælefugl efter turen bag køkkenskabet.

Sandra gik straks i haven, hvor hun gravede regnorme op til Bob. Den ville overhovedet ikke spise af min hånd, og jeg havde endda købt Sheba kattemad med kalkun og kalv, fordi det havde jeg læst, at solsorte bedst kunne lide.

Men da Sandra kom med favnen fuld af regnorme, gik gabet op på Bette Bob, som gladeligt lod sig proppe med de slimede delikatesser.

fugleungen Bob

Når hun gik ud, sad han og tjppede højlydt efter mere.

Dagen efter fik jeg en desperat SMS fra Senada. Bob var hoppet ind bag ved køkkenskabene i hendes hus og ville ikke komme ud. Jeg foreslog at finde noget solsortelyd og afspille det for ham, for at lokke ham frem. Men intet hjalp. Bob blev siddende inde bag køkkenskabet, som om han han ville afprøve “Weasley-tricket”. Da Senadas mand kom hjem, fik han reddet kræet ud, som hoppede lidt fortumlet rundt og fik lidt vand og lidt mad.

Men da vi sidst på eftermiddagen kom for at hente ham, var han helt udmattet og lå på siden og plirrede med øjnene. Vi lagde ham forsigtigt ind i buret, og da vi kom hjem ville Sandra igen diske op med friskopgravede livretter, indtil vi opdagede, at livet havde forladt den lille fjerede krop…

Nu skal man jo som barn aldrig gå glip af en fuglebegravelse, så Lille Bob fik en fin begravelse i Senadas have. Og både Senadas og mine børn tog det forbavsende pænt… Lige indtil kl. 21, hvor Sandra kom ned og smågræd lidt over at hun ikke kunne sove, fordi hun tænkte på Bob.

Jeg forsikrede hende om, at han havde det meget bedre nu, hvor han var sammen med hundredevis af ligesindede. Ifølge videnskab.dk er det kun 15 pct. af alle solsorteunger, der rent faktisk lever sommeren ud. Så Bob havde ikke gode odds fra starten, men vi gjorde, hvad vi kunne.

Hvil i fred, Bob Fugl.

En død tandlæge med et smukt budskab

Igennem de sidste fire år er jeg blevet opereret fire gange for en lidelse, som jeg endnu ikke har fundet modet til at skrive om her på bloggen. Sidst jeg blev opereret var i begyndelsen af marts, og i dag var jeg til kontrol, hvilket foregår i fuld narkose.

Velopstanden igen kom de nedslående, men forventelige nyheder: Operationen var gået godt, men helingen mislykkes for 4. gang. Lægen ridsede tre muligheder op.  Ingen af dem særlig attraktive eller opmuntrende, men det er de muligheder, der er for mig. Og således forlod jeg sygehuset med vandet stående helt oppe over pupillerne, mens jeg forsøgte at få styr på tankerne.  Jeg kunne mærke, at jeg virkelig skulle tude. Og det er ret upraktisk, når man står midt på Silkeborgvej i Aarhus.

Men Aarhus er så praktisk indrettet, at lige overfor sygehuset ligger Vestre Kirkegård. Og her er det lidt mere legitimt – eller i hvert fald lidt mere normalt at gå  rundt og tude. Så jeg besluttede mig for at gå derover og hyle lidt over en tilfældig gravsten.

Der er så smukt på Vestre Kirkegård. Jeg græd lidt, mens jeg gik rundt på må og få – lige indtil jeg standsede ved denne sten:

Knuds gravsten

Jeg stod længe og stirrede på den. Og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at der lå et utroligt dejligt menneske her. Uanset om han selv havde valgt ordene, eller om hans familie havde, så var det et fantastisk budskab at få kylet i ansigtet, når man nu stod der og havde ondt af sig selv. For han har jo ret, den gode Knud. Livet er dejligt. Og jeg lever.

Jeg kom i tanke om den dame, jeg delte stue med, sidst jeg var indlagt. Hun var 49 år og fik at vide, at hun ikke ville blive 50. Jeg har tit tænkt på hende siden.

Livet er dejligt. Bum.

Så fint er der på Vestre Kirkegård

Vestre kirkegård Aarhus

vestre kirkegård Aarhus 2

Høne Pønes død

Midt i alle fest forberedelserne og bagningen, stod det klart at en af vores syv fornemme damer i baghaven ikke længere havde det godt. Og så er der desværre ikke andet at gøre end slibe øksen. død høne

Ungerne fik lov til at hente hønen, som tog det i stiv svingfjer. Tomas gav den et gok med en jernstang, og da den lå stille, svingede jeg øksen og kappede hovedet af. Tomas gik i gang med at grave et hul, Nikoline forsvandt indenfor og Sandra stod lidt ved hønen og spurgte om hun måtte ae den. Det måtte hun. Hun måtte også gerne tage den op, hvis hun ville.

ae høne pøne

De øvrige damer i hønsegården fulgte interesserede med i udgravningen af hullet med øjnene fikserede på de orme, der fulgte med op.

begravelse af høne

Da jeg gik hen for at hente Høne-Pøne stod Sandra og græd lidt, mens hun aede den. Hun fik en krammer, og vi snakkede lidt om, at når en høne var syg, så var det bedst at gøre en ende på dens lidelser. Det var hun enig i, hun synes bare det var så synd for hønen, at den nu var død. Det var det også.

Til gengæld hjalp det lidt, at vores Høne fik en statsmandsbegravelse i forhold til, hvad der sker med dens søstre i æggeindustrien. Jeg fortalte hende, hvordan hundredevis af høns på en gang bliver fanget ind med lange roterende gummiarme i en rullende “Chick Pulp” maskine. Inde i den bliver de gasset og herefter kørt igennem en kværn, så de kommer ud i den anden ende som en slags lyserød tandpasta, der bruges til minkfoder.

Så er der lidt mere stil over det her med Nikolines håndlavede gravsten, ikke?

RIP høne

Høne-Pønes grav