Monthly Archives: oktober 2018

børn til i'll be damned koncert

En aften med Geder og Forbandelser

Når man nu flasker sine børn op med rockmusik, så er man selv ude om det, når de tager det skridtet videre og begynder at høre noget, som er så tungt og afsindigt, at man får hår på ryggen af at høre det.

I lørdags var vi med ungerne og vores to gode venner, Ayilé og Thomas, på Voxhall, for at høre Baest og I’ll Be Damned afslutte deres ”Geder og Forbandelser-turné”.

Vi opdagede først I’ll Be Damned, da Sandra for et lille års tid siden købte sin første ”rigtige” guitar i 4Sound i Aarhus, hvor en langhåret gut, som hed Kristian tålmodigt præsenterede hende for modellerne, snakkede musik og gear, mens han viste hende, hvor fedt de forskellige guitarer lød i hænderne på en pro.

Kristian viste sig at være guitarist i I’ll Be Damned, og dem måtte vi naturligvis høre hele vejen hjem i bilen. Det er supertunge riffs og en fuldstændig forrykt forsanger, som ligner en handelsskoleelev men synger og tér sig som Gollum på speed. Se selv. Vi var alle ret pjattede med det.

I’ll Be Damned spillede koncert med Baest, som var nye for os alle fire. Ungerne synes, det er godt, men jeg må erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen for den slags. I mine ører er growling lyden af organiseret  opkast, hvor sangeren principielt kan recitere en kogebog, for ingen hører andet end uartikulerede halslyde. Det forekommer mig mere komisk, end det er godt – desuden er det synd at ødelægge god tung heavy med growl.

Nå – men vi skulle til koncert. Sandra havde entusiastisk kreeret en perleplade på en halv meter, hvor der stod I’ll Be Damned på. Hun havde håbet, at få mulighed for at give den til dem, men blev alligevel noget overvældet over, at bandet nærmest stod i døren og tog i mod, da vi kom ind på Voxhall. De blev meget glade for perlepladen, og ungerne var i den syvende himmel af lykke, efter dette billede blev taget.

I'll be damned koncert aarhusStørre blev det kun, da vi så, at perlepladen var blevet monteret på stortrommen, da festen begyndte.

Hvilken fest! Ungerne havde bitchet en del over, at de ikke måtte komme ned og stå på første række, men Maskinmesteren og jeg var rørende enige om, at man ikke sender to 13-årige ned i en potentiel mosh pit.

Sandra var stadig mopset over det, da opvarmningsbandet Ral gik på… Men to numre inde i I’ll Be Damneds optræden begyndte grandvoksne mænd at vælte rundt, skubbe og brage ind i hinanden. De lignede mænd, der i raseri over ikke at kunne finde ud af at danse, blev enige om at udtrykke sig gennem lige dele spasmer og vanvid.

Koncert I'll be damnedI’ll Be Damned var forrygende. Vi havde alle en fest. Det var tungt, medrivende, energisk og forbandet fedt.

Da Baest gik på, prøvede jeg tappert at holde ud. Jeg fokuserede på guitaristens helt absurd smukke, prinsessekrøllede hår, som han hvirvlede rundt i ivrig headbanging. Det er helt mærkeligt at se noget så smukt, gyldent og bølgende i et kaos af sved, tatoveringer, brøl og bare maver. Men der var ikke noget at gøre – både Ayilé og jeg blev 80 år på stedet af at høre på det. Ayilé fablede om at ringe til Momse og spørge, om hun havde plads til én mere under slumretæppet, for så ville hun invitere sig selv til et afsnit Barnaby.

Det var omkring det tidspunkt, at vi opdagede, at Thomas var væk. Helt væk. Vi ledte ude og inde, oppe og nede – indtil ungerne spottede ham i centrifugen af ekstatiske mænd, der smadrede rundt i moshpitten foran scenen.

”Hov! Nu faldt han”, råbte de. Og få minutter efter: ”Hov, nu faldt han igen!”

Vi stod alle måbende og så til, mens den spinkle IT-konsulent lod sig slynge rundt i mandegruppen med et lykkeligt smil plastret henover ansigtet.

Selvom han slap med en blåsort forstuvet fod, så hjalp det gevaldigt på ungernes opfattelse af os som overbeskyttende pylreforældre.

Reklamer

Mord og mindfulness i hønsegården

Jeg har ikke brug for mindfulness og meditation, så længe jeg har høns. For mig er det mest beroligende i verden, at sidde i min hønsegård og se madammerne rode efter biller og orme og høre dem klukke og sludre med hinanden.

Hønsehygge i haven

I fredags da jeg kom hjem fra arbejde, tog jeg en havestol og et glas vin og satte mig om til vores nye damer. De er først for nylig blevet lukket ud på det store græsareal, så området er nyt, spændende og uudforsket for dem. Larver og smådyr, der før var trygge her, lever nu i frygt for skrabende hønsefødder, skarpe øjne og spidse næb.

Det er jo sådan livet er, og jeg nød synet af deres jagt efter mad i græsset. Men bedst som jeg sad der, fik en af hønsene pludselig travlt med noget, den havde fundet. Hun hakkede ned i noget, kastede det op i luften og angreb det igen. De andre høns begyndte at blive nysgerrige efter, hvad hun var i gang med – mig selv inklusiv.

Til min gru så jeg, at det var en lille tudse, og at det var for sent at gøre noget for at redde den.

død tudse frø

Jeg troede, at tudser både smagte grimt og var lidt giftige – men de her høns har tilsyneladende ikke noget i mod stærk og krydret mad. Tudsen blev hevet over i to – så flere høns fik glæde af den.

Med ét smagte min vin ikke helt så godt som før – og den meditative tilstand, hønsekiggeriet havde bragt mig i, forsvandt som dug for solen. Dagens time i mindfulness var forbi – lige som hønsenes nuttethedsfaktor.

Jeg gik ind.

Hønen med cementskoene

Vi har fået høns igen! I sidste uge hentede Maskinmesteren 10 nye brune hønniker i Viborg.
Men da vi “pakkede dem ud” af kasserne, bemærkede vi, at en af dem tilsyneladende havde rodet med mafiaen. Den havde “cementsko” på. Store jord/bæklumper sad fast på tæerne, og fik dem til at ligne fødderne på en løvfrø.

Ikke nok med at det så åndssvagt ud, det fik hende også til at gå mærkeligt, og hun havde svært ved at sidde på pinden om natten.

Det stod hurtigt klart, at klumperne sad godt fast og ikke lige kunne pilles af med fingrene. Så onsdag, da vi kom hjem fra arbejde, indrettede vi en pedicuresalon for damen, og vi var tre mennesker om operationen. Fodbad til høne

Vi startede med et fodbad i forsøget på at bløde klumperne lidt op. Det hjalp ikke. Jeg prøvede at skrubbe det af med forskellige børster og svampe – uden resultat. Til sidst gik Maskinmesteren i værkstedet og hentede diverse tænger og knive.

Høne med klumper på fødderne

Hønen var meget langmodig med os. Hun fandt sig roligt i at blive hevet og flået i tæerne. En del af klumperne blev klippet af med en tang – resten blev skåret væk med en kniv. Da det hele var væk, fik hun fusserne vasket – og blev sat ud til de andre.

Høne med rene tæer

Hun skulle lige vænne sig til at gå på de fine, rene fødder, men hun så svært tilfreds ud, da hun spankulerede rundt i engen med de andre.

Havehøns