Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

Jeg har været fraværende. Undskyld. Men der er simpelthen sket så meget på det seneste, at jeg ikke har kunnet følge med. Noget af det, der har fyldt mest, er min mormor.

Momse har fået et par små blodpropper i hjernen og har været indlagt – hjemme – indlagt – og hjemme igen. Ikke noget, der har taget livet af hende (7-9-13). Men når man bliver 98 år lige om lidt, så er en ny dag altså ikke givet på forhånd.

Min mormor har altid været mit store idol. Hun er ganske enkelt den sejeste madamme, jeg kender, og hun er også et af de mennesker, som har haft størst indflydelse på mit liv. Så når der er noget galt med Momse, så er der også noget galt hos mig.

Hun er kommet hjem fra sygehuset nu, og hun har accepteret, at hun er nødt til at tage i mod den hjælp, hun kan få – bl.a. får hun nu aftensmaden leveret, så hun ikke længere behøver at kokkerere hver aften.

Hendes balance er helt i skoven, så efter den første blodprop måtte hun forbi Marselisborg Hospital for at blive genoptrænet. Her stak de hende en rollator, som de mente, hun skulle lære at bruge. Men det passede ikke rigtig damen. Hun mente, at de havde givet hende Aldi-modellen, der hele tiden trak til højre, så hun bragede ind i både møbler og medpatienter.

Da jeg besøgte hende på Marselisborg betroede hun mig, at hun altså tog stokken, når hun skulle på toilettet, for rollatoren var noget så bøvlet. Og så fnisede hun som en teenager, der havde brudt skolens regler. Se.

Momse fniser

Men hun synes ikke, det er så sjovt, når krop og hoved ikke helt er, som det bør være. Og hun har sagt nej tak til genoplivning, hvis hun skulle falde om – og det kan jeg faktisk godt forstå.

– Jeg vågner jo ikke op til en ny og bedre krop. Fra nu af går det kun én vej, siger hun. Og det er ret svært at argumentere i mod. I hvert fald over for en 97-årig.

Jeg har sagt til hende, at hun har min velsignelse til at dø, når det passer hende. Selv håber hun, at hun bare går i seng en nat og glemmer at vågne igen. Og det kunne jeg godt unde hende – selvom jeg har svært ved at forestille mig tilværelsen uden Momse. Her til jul lærte hun mig at vride og koge klejner. Der er 1.000 ting, jeg gerne ville nå at lære af hende.

Momse og jeg har kogt klejner

Hun sagde en gang: ”Det er ingen sorg, når et gammelt menneske dør- mæt af dage. Man må gerne savne, men der er ingen grund til at sørge”.

Det skal hun nu ikke bestemme, men der er lidt om snakken. Savnet forsvinder nok aldrig – men taknemmeligheden over at have haft sådan et prægtigt menneske i sit liv, skulle gerne være det, der fylder mest, den dag hun er væk.

Heldigvis er hun her endnu. Og i morgen vil jeg tage ind og drikke en kop kaffe med hende.

 

 

6 tanker om “Når ens mormor pludselig bliver rigtig gammel

  1. Heidi

    Hvor er det rørende, Maia. En vild gave at I to har hinanden – og har haft hinanden så længe. Jeg kender hende ikke. Men det er heller ikke nødvendigt for at forstå at hun er noget helt specielt.

    Svar
    1. maiasejersen Indlæggets forfatter

      Tak Heidi. Hun er virkelig et eksempel til efterlevelse. Jeg kommer aldrig til at nå hende til sokkeholderne, men jeg holder aldrig op med at prøve 🙂

      Svar
  2. Hanna

    Kære Maia. Tusind tak for dit dejlige og vedkommende indlæg. Jeg har aldrig haft en Momse, men det er en hjertevarm historie at høre om din!!!
    Giv hende et stort kram, når du ser hende igen.
    Jeg elsker seancen med Aldi modellen.
    Mange gode hilsner,
    Hanna

    Svar
  3. Pingback: Momse was here | Ordgylle fra Outlaw

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s