Dagsarkiv: 19. juni 2013

Mor Nazgûl mod rod 1-0

Jeg tog en fridag i dag. Og selvom vejret var smukt, solen skinnede og fuglene brølede fra alle verdenshjørner, så havde jeg taget fri med et enkelt formål: At få muget ud i min hjemlige svinesti. Rydde op. Rydde ud. Gøre hovedrent.

Jeg svedte og peb lidt over, at jeg ikke bare kunne sætte mig ud i haven og nyde min morgenkaffe i tre timer. Men der var mange gøremål, hvis projektet skulle lykkes.

Det er ingen hemmelighed, at mine børn er glade for papkasser og det, de betragter som “byggematerialer”. Sandra havde akkumuleret en mindre losseplads af pap og dimser på sit værelse. Nok er jeg tilhænger af kunstnerisk frihed og kreativitet i rå mængder, men mit mål var nået: Der var ting overalt. Jeg var nødt til at skride til handling.

Her er, hvad Mor Nazgûl, trampede på og smed ud fra Sandras værelse i dag. Det er en skøn blanding af et hjemmebygget dukketeater, som børnene HAR leget med og ikke gider mere – og derudover kasser og skrammel, som “man altid lige kan få brug for”. NOT.

Sandras kasser

De har det nok desværre ikke fra fremmede – men alligevel, så bliver jeg så træt, når jeg kommer ind i stuen, og den ser sådan ud:

sandra i rodet stue

Til gengæld er det jo sjovt, når udviklingen pågår.

papprojektI dag har jeg været som Napoleon og delt og hersket. En del er røget ud og en del er beordret hen på særlige pladser. Jeg har vasket tøj, rengjort badeværelser, fuglebure, børneværelser og sat hele potteplanteparken udenfor. De skal have lidt sommer og holde op med at drysse hos mig.

Jeg har brugt hele dagen på at skabe orden og gøre rent i hytten i Outlaw. Her er dælme fint – nu må vi se, hvor længe det holder..