Dagsarkiv: 9. juni 2013

Naturen versus Prydhaven: 3-0

Indimellem gribes både maskinmesteren og jeg af en form for afmagt, når vi ser på vores have. Da vi købte huset for snart 9 år siden var den pæn. Særpræget men pæn. Der voksede spændende stauder på et mærkeligt stenbjerg, som knejser midt i haven. Græsset var velplejet, og bedene fri for ukrudt. Vi lod os fortælle, at man på lune sommeraftener altid kunne se måsen på konen, der boede her, stikke lige op i luften, mens hendes hænder arbejdede i jorden.

Min mås stikker aldeles ikke op nogen steder. Jeg hader havearbejde. Og maskinmesteren gør det kun af sur pligt og kun, hvis der er øl og store maskiner til at lette arbejdet.

Derfor er vores have med årene blevet til lidt af et vildnis. Forleden inspicerede jeg omfanget af de botaniske ulykker, der har sneget sig ind ad åre – til min forbløffelse kunne jeg konstatere:

  • At vores trampolin er ved at gå ud i ét med naturen. Den er i hvert fald blev ret naturlig, den gamle hippie

Naturtrampolinen

  • At det kræver en machete at forcere stien op ad stenbjerget

havetrappe

  • At vi har vores helt egen slagpoppel – der vist nok i virkeligheden er en dragepil. Men det lugter da lidt af eventyr?

slagpoppel

Man kan argumentere for, at vores have er ret eventyrlig. Især når man er barn. Når man er voksen er den bare et monster, der truer med at overtage verdensherredømmet i Outlaw. Seriøst – vi har skvalderkål og padderokker, der fører guerillakrig mod naboens sirligt trimmede bede på den anden side af hækken. Vi har flere mælkebøtter i plænen, end vi har græsstrå. Og vores bøgehæk har efterhånden ædt et halvt fortov.

Men når man så tager børnebrillerne på og leger ”Spark til dåsen” bare en enkelt gang. Så bliver det pludselig til en herlig legeplads med masser af gemmesteder, hyggekroge og klatretræer.

Så det luner vi os lidt ved – og udskyder havearbejdet til i morgen. Eller i overmorgen.